Det er blevet efterår, bladene ændre farve, luften bliver køligere, himlen smuk blå og jeg bliver efterårs-ramt.

Jeg elsker også efteråret, men min krop reagerer hvert år. Mine fingre bliver stive og gør ondt, mine knæ driller, følelsen af influenza, ekstra træthed og dermed større tendens til negative tanker kommer snigende. Jeg har lyst til at gå i seng eller lægge mig på sofaen. Droppe træning, opgive at nå det arbejde, jeg egentlig syntes er vigtigt, lade børnene se meget tv…

Men jeg ved godt, at det er en dårlig ide. Det er som at tisse i bukserne, det luner kort, men bagefter er det voldsomt bøvlet.

I stedet sætter jeg arbejdsambitionerne lidt ned, holder fokus på at lægge lidt flere pauser ind, finder en rar sweater frem, holder øje med at jeg ikke drikker alt for meget kaffe og spiser forkert, gør en dyd ud af at min træning bliver en positiv oplevelse, og husker mig selv på, at det ikke er nu jeg bliver stærkere, men holder fokus på vedligehold. Jeg glemmer mere, det følger som regel med, og hæver barren for hvad der er acceptabelt at glemme. Når jeg ikke presser mig for hårdt, bliver det lettere at holde tankerne mere positive og det kan min familie nyde godt af.

Det lyder jo meget let, men det er det ikke… Det at holde fokus og bevidste valg og en accept af, at et valg også er et fravalg. Det er ikke sjovt at skulle vælge koncerten, foredraget, fødselsdagen fra, fordi man kan se, at kalenderen bliver for tæt pakket. Men det er en nødvendighed. Det er som det er, men jeg kan vælge hvordan jeg navigerer i det og forholder mig til det, så jeg får det bedste ud af livet. Og jeg øver fortsat, for processen stopper aldrig.

Rigtig dejlig efterårsdag til dig!