“Det skal simpelthen blive løgn!”

Sådan tænkte jeg, da jeg cyklede fra netværksmøde i Erhvervsrådet til prøve-time hos Yoga-Kalundborg (http://www.yoga-kalundborg.dk), hvor Helle havde inviteret mig til at komme forbi.

Vi havde igen talt om det med at lave videoer til bl.a. Facebook på netværksmødet. Og jeg har længe gået som katten om den varme grød. Jeg syntes det er svært, at det bliver dumt, der er så meget man skal huske og vide, jeg ser fjollet ud, og hvad med mit hår, og… og… Kan du høre alle mine barrierer?

Og det er netop emnet, barrierer. Hvad forhindrer mig i at…

Jeg ved jo godt, at hvis jeg vil forandre mit liv, skal jeg gøre noget andet end jeg plejer. Men hvad forhindrer mig i at gøre noget andet end jeg plejer? Tryghed? Tid? Økonomi? Vaner?

Vi har alle barrierer over for alle mulige ting, store som små. Når jeg underviser i værktøjer til problemløsning, er et centralt spørgsmål: Hvad forhindrer mig i at…? At tabe mig, at træne det jeg gerne vil, at hvile mig, at komme ud i solen, at… Handlinger vi gerne vil, men hvor noget forhindrer os.

Når vi står over for noget, vi gerne vil, men ikke får gjort, kan et godt spørgsmål at starte med være: Hvad forhindrer mig? For når vi ved, hvad der forhindrer os, kan vi prøve at fjerne forhindringerne. Og så er vi et lille skridt nærmere målet.

Det lyder måske let, men prøv engang selv…

Hvad forhindrer dig i at komme et skridt nærmere dit ønske?

Håber du får en fantastisk dag