I over en måned har vores verden været anderledes. Meget er også anderledes for mig i Flytfokus. Alle kommende kurser, oplæg og undervisninger er aflyst eller udsat på ubestemt tid. Børnene har været syge, jeg har været syg. Min mand er kørt på arbejde og jeg har fået tingene til at hænge sammen hjemme på trods.

I dag har jeg talt med en af de søde konsulenter i Kalundborgegnens Erhvervsråd. Vi talte om kommende strategier, nye tiltag og om hvordan verden ser ud nu og hvad vi mon kommer tilbage til. Måske bliver der mere plads til virksomheder og tilbud som Flytfokus? Måske bliver der en stund lagt mere fokus på det nære?

Og vi talte om det med både at skulle arbejde, være lærer, pædagog, mor, husholderske og alt muligt samtidig mens alle er hjemme. Har eller er der en forventning om, at vi kan nå så uendeligt meget, når nu vi er hjemme hele tiden? Og i virkeligheden har vi ingen mulighed for at være så effektive som vi ellers er, for dagen er fuld af afbrydelser. Børn der skal tales med, trøstes, hjælpes. Hunden der skal ud, katten der danser rundt i arbejdspapirerne, ting vi kommer i tanke om, vi også lige skulle… Så måske er hele denne periode en øvelse i at være nærværende? At være i det der er lige nu, som det nu er. Uden at dømme eller vurdere, for vi kan ikke rigtig gøre fra eller til. Corona-pandemien har sit eget liv, og alle lande håndterer det på deres måde. Herhjemme passer vi på hinanden ved at holde afstand, rengøre hænder og blive mest muligt hjemme. Hele vores strategi bygger på den danske tillid. Tillid til, at vi alle gør det vi skal. At vi alle tager alvorligt, at vi skal passer på hinanden og især på de svageste.

Jeg syntes ofte ikke jeg når noget. Defineret ud fra hvad jeg når af arbejde. Men når jeg vender det lidt på hovedet og kigger udefra, når jeg en masse. Jeg har meget tid og samvær med mine børn. Jeg får vasket kontaktflader af hver dag. Jeg får vasket uanede mængder hænder, klude, håndklæder og trøjeærmer for at undgå smittespredning. Jeg besøger min mor med børnene eller har besøg af hende i haven stort set dagligt. Jeg kordinerer eller udfører indkøb for 2 husstande. Jeg får set til naboerne, om de er ok. Mere end sædvanligt kører en tur i opvaskemaskinen. Jeg får passet noget træning, ikke optimalt, men dog nogle timer om ugen alligevel. Jeg rydder op, føles ind imellem som i det uendelige, men vi er også alle mere hjemme end vanligt. Vi får aftensmad, og jeg får bagt en betydelig del mere med børnene end ellers. Og jeg får set, hørt og læst betydeligt flere nyheder end jeg plejer

Så måske har jeg øjeblikke, hvor jeg syntes jeg ikke når noget. Men måske skal vi vænne os til at vurdere det ”at nå noget” på en helt anden facon? Jeg vil begynde med mig selv.

(i de 20 minutter jeg har været om at skrive denne blog, har jeg samtidig trøstet barn 2 gange, vejledt i smør-selv-mad, fundet klude og håndklæder til at tørre saftevand op 2 gange og nu venter en dyne og en dørmåtte med saftevand. Så meget for at kombinere iderigdom, træning i selvhjulpenhed, arbejde og eftermiddagsmad)