Kender du det? Dagen starter og det viser sig hurtigt, at det er en af de dage. De dage, hvor en træt, stivbenet, tomhjernet og smertende udgave af dig har indfundet sig i din krop. Sådan er mine dage ind imellem, og sådan en dag var det i dag.

Skolen starter jo på samme tid som den plejer, børnene har brug for den samme hjælp som de plejer, eller måske lidt mere eller med mere modstand, for de læser jo hurtigt mig. Hvordan ved jeg ikke, men alle kommer ud af døren på mirakuløs vis. Hjemme igen for at arbejde, men ca intet sker. Det er som om min hjerne står stille, og alt er bare stift og ømt og gør ondt.

Hvad stiller du så op? Her vil jeg fortælle dig, hvad jeg så gør.

Jeg satte mig med computeren, tjekkede mails. Lavede en kop kaffe, det kan altid hjælpe mig lidt på vej, om ikke andet så som forkælelse. Jeg kan mærke at jeg er ude i plan b, og jeg godt kan krølle dagens to-do liste sammen. Lysten til at lægge mig på sofaen og glo tv er der, men jeg ved også, at inaktivitet langt fra er det rigtige for mig. Jeg laver nogle håndøvelser mens jeg læser nyheder på computeren.

Jeg konstaterer, at når jeg ikke kan komme i gang med det jeg havde forestillet mig, må jeg gøre noget andet. Glor nogle huller i luften og begynder at lave de små hængepartier jeg ofte har; få en tid hos mekanikeren, se efter en massagetid og forholde mig til, hvornår det egentlig vil forstyrre mindst og passe med børnene. Jeg ved, at træning er en stor del af løsningen for mig, så jeg laver en aftale om cykling (låner  en spinningcykel) Går i kælderen og sætter vasketøj over, for det er der lidt bevægelse i og det kræver ikke meget tankekraft. Efter det, laver jeg lidt boldøvelser mest med fokus på at få rørt forskellige muskelgrupper og stræk. Det er ikke i dag jeg bliver stærkere eller træner til kanten, men det virker. Lige så langsomt begynder min hjerne at vågne og jeg begynder at tænke på muligheder og løsninger.

Jeg begynder at lægge en plan for transport; skal jeg cykle til cykling, fordele og ulemper, hvornår skal jeg købe det rugbrød vi mangler og skal jeg køre direkte til skolen? Hvad tror jeg, at jeg har kræfter til og kan komme igennem med på fornuftig vis?

Ideen til et blogindlæg er kommet undervejs, og med en kop te og en rugbrødsmad er det nærmest skrevet. Samtidig har jeg overvejelser om, hvordan jeg bedst deler med dig hvad jeg gør, så du måske kan få nogle brugbare fif? Skal jeg lave videodagbog? Har før forsøgt, men ender ud i noget rod med at have film på forskellige enheder, og som jeg ikke kan få de rette steder hen (teknisk snilde ønskes!) Og tanker om, om det her overhovedet giver mening for andre end mig selv? Jeg aner det faktisk ikke. Måske kan det som minimum bidrage til, at du ikke føler dig alene?

Jeg ved at de dage der starter som en uønsket udgave af mig selv ofte ender ok, fordi jeg er mild ved mig selv, husker mig på, at jeg rent faktisk har en kronisk sygdom, der gør både ondt, træt og alt muligt andet, fordi jeg tager dagen i små skridt, fordi jeg ikke er bange for plan b og fordi jeg vil have noget ud af de dage jeg har. Måske på trods, men jeg har dem og solen skinner!

Rigtig dejlig dag til dig