Det lyder måske ikke af så meget, men det er det!

Kender du de dage, hvor kroppen ikke er i gear? Du er stiv og har ondt. Humøret er i bedste fald lunkent og det meste ser ikke super lyst ud.

Sådan en dag var det i dag for mig. Det der med hjemmetræning er ikke sket den sidste uge. Hvorfor? Ja som så mange andre rammes jeg nogen gange af det virkelige liv, der sker ting der fylder, og jeg får ikke gjort det.

Vejen frem?

Lysten til at lægge mig på sofaen med en kop kaffe er der helt sikkert, men jeg ved også, at det ikke er vejen frem. Kun vejen tilbage. Og den vej gider jeg ikke gå. Alle argumenterne med, at jeg bør arbejde de 3 timer jeg kan, jeg er bagud og har en masse jeg gerne vil nå, er der. Men der er sørme meget dag tilbage kl. 9.15.

Valget

Så i stedet valgte jeg at gå i kælderen, starte musikken med en gammel disko-cd og varme op med lidt cykling på min arvede kondicykel. (I øvrigt, fantastisk at nogen tænker på mig og min træning og tilbyder mig den, nu jeg ikke kan træne i Go form som jeg plejer) Mens Gloria Gaynor synger, husker jeg mig på Sofia Manning og Mette Holms ord om, at jeg altid har et valg, at jeg vælger hvor jeg vil stå, hvad jeg vil lade mig påvirke af. Jeg vælger mine tanker og derigennem mine følelser… ABBA og boldøvelser hjælper lige så stille både på de stive led, de smertende muskler og på humøret. Lounge har aldrig været min favoritøvelse, men de glider ned til YMCA. Da jeg kommer til elastikøvelserne, er det blevet Birthe Kjærs tur, og hvem kan hænge med næbbet og tænke grå tanker i hendes selskab? Og ja, man kan synge og danse elastikøvelser for skulder.

Resultatet

Sideløbende får jeg tænkt over papirstørrelse og opstilling til de online-kurser jeg brygger på, har noget jeg kan teste før arbejdsdagen er gået.

Så selvom de første 3 kvarter af min potientielle arbejdstid er gået med træning, er det givet godt ud. Der er sandsynligvis 12 timer tilbage af dagen, før jeg går i seng. Og hvis tonen er gået fra mørkegrå til lys, så er det da godt givet ud, er det ikke? Og måske er 70 ikke max, men det er da klart bedre end 0!

Dejlig dag til dig!